Fractured Mirrors:A small revolution in motion

Jeg vågner med den velkendte smerte i hoften som et dumt vækkeur der ikke ved, at jeg har brug for fem minutter mere. Udenfor står hjemmeplejebilen og blinker som en fejlmeddelelse i mit vindue, men jeg skynder mig ikke længere jeg har lært, at det ikke er mig der er langsom, det er verden der er bygget for hurtigt til min krop.

I kommunen siger de at reglerne er ens for alle, men alle er ikke ens og jeg prøver at forklare det til en mand i skjorte der nikker som om mine ord er kaffefløde i hans kop, noget man lige ryster og hælder i, ikke noget der ændrer selve smagen.

Jeg siger: jeg har brug for hjælp. Han siger: vi må se på en vurdering, som om mit liv er et pristjek i en tilbudsavis, som om værdighed er noget man kan justere efter budgetår.

Nogle dage føler jeg mig som en fejl. I et system der hellere vil reparere sig selv, end hjælpe dem der er blevet efterladt i vejgrøften. Andre dage kan jeg mærke kræfterne samle sig, som små lys i min skæve ryg, når jeg ser en anden crip rulle forbi og vi nikker til hinanden, det den slags nik der betyder: jeg ser dig.

Jeg drømmer om et land, hvor adgang ikke betyder ramper der knirker, men rum man faktisk vil ind i, hvor hjælp ikke skal søges med ydmygelse, men gives med stolthed, fordi samfundet er stærkest når alle kan stå på benene også dem der ikke kan stå.

Jeg drømmer om at systemet en dag vågner og ser at ligestilling ikke er en udgift, men et løfte, et løfte om at ingen skal leve deres liv, som en fodnote i en mappe på et skrivebord.

Indtil da bærer jeg min krop, som en lille revolution i bevægelse, ikke perfekt, ikke lydløs, men sand og jeg håber at min stemme kan være en ridse i det normale, så der kan komme lys ind og vokse noget bedre.